De seneste to uger, og resten af sæsonen ud (18/19), vil Team Oval Fast have endnu en skater på holdet. Viktor Hald Thorup har indgået aftale med amerikanerne om at bliver en del af deres træningsgruppe i sæsonen der så småt er ved at være i gang. Team Oval Fast er et amerikansk hold med base ved Utah Olympic Oval i Salt Lake City. Holdet består af udenlandske skatere, der er taget til USA for at træne fast. Holdet træner fast sammen med den amerikanske trump og derved når den samlede flok helt op på 20 skatere. Til at styre truppen på de 20 skatere står der i alt syv fuldtidtrænere. Derudover er der naturligvis også en række hjælpere til rådighed.
De sidste mange år har jeg været vant til at træne med et hold. Nu træner jeg på et hold
Det at havne på et hold med 20 skatere og syv trænere er noget af en kontrast for en dansk speedskater, der dog indtil videre er godt tilfreds med de nye træningsforhold, trods noget usikkerhed inden skiftet. “Jeg er ret skeptisk overfor forandringer generelt. Men jeg har eddermame været positivt overrasket. Det er ret vildt.”
Bruddet med Norge
Det er ikke første gang at Viktor Hald Thorup flytter fra Danmark for at træne. Han har tidligere boet i både Frankrig, for at træne på inline, og i det sydlige Tyskland for istræning. De seneste mange sæsoner har Viktor trænet sammen med den norske træningsgruppe, med Sondre Skarli i spidsen som cheftræner. Sondre Skarli forlod dog sit trænerjob med udgangen af 17/18 sæsonen, hvilket betød et trænerskifte. Den nye norske træner blev Bjarne Rykkje, der de seneste år har været træner i Holland for blandt andet Svend Kramer. Trænerudskiftningen på det norske hold betød at det var slut med at have internationale skatere med holdet. Det har ellers de seneste år været populært for internationale skatere, både fra store og små nationer at tilslutte sig det norske hold. Dermed var det også et farvel til nordmændene for Viktor Hald Thorup.
Erstatningen for Viktor blev så USA og Team Oval Fast.
Den amerikanske mentalitet
Efter at have været en del af Team Oval Fast i to uger, kan Viktor tydeligt mærke forskellen. “Det er meget personligt, med meget feedback. Man får meget opmærksomhed”.
Vil du have den OL-medalje, eller vil du ikke have den?
Da Viktor trænede med det norske landshold, fulgte han deres træningsprogram når han var på træningslejr med dem. Ellers har han måtte følge sit eget personlige program, sammensat af den danske landstræner, Jesper Carlson. Med sin plads på det amerikanske hold følger han nu kun ét træningsprogram. Et træningsprogram der dog adskiller sig fra hvad han er vant til. Tidligere har træningerne hovedsageligt bestået af cykling, inline, styrketræning og off-skate, som er øvelser der minder om skating blot uden skøjter eller inlinere under fødderne. I USA er træningstyperne blev mere varierede. Blandt andet inkluderet shorttrack-speedskating, samt en del øvelser til fods.
Det er ikke kun indholdet af træningsprogrammet der er nyt for Viktor. På det amerikanske hold gør trænerne meget ud af at motivere skaterne og pacer dem. “Den amerikanske mentalitet”, som Viktor Hald Thorup kalder det. Da der på sko skulle sprintes op af skihopbakkens 750 trin, stod der en træner for hvert 100. trin. Her stod de og råbte beskeder som “Kom nu, sidste omgang” og “Vil du have den OL-medalje, eller vil du ikke have den?”. Denne motivation er noget Viktor synes at kunne mærke gavnen af.
På “løbebånd” med 45 km/t
Efter flytningen er træningsfaciliteterne da også blevet forbedret for Viktor. Hvor han tidligere havde godt 500 kilometer til nærmeste træningsfacilitet med is, er der nu kun 500 meter. Utah Olympic Oval, byder dog ikke kun på adgang til is. Én af de faciliteter som Viktor tidligere har savnet adgang til er et stort rullebånd hvor skaterne på rulleskøjter kan få feedback på deres teknik. En af fordelene ved at køre på sådan et bånd fremfor på isen er at man fjerner luftmodstanden. Dermed kan man nemmere komme op på de høje hastigheder, og træne blandt andet kropsposition i de højde hastigheder.
6:21,90 på europæisk is
Ambitionerne for den kommende sæson er også noget af det som er ved at være på plads for Viktor, og hans personlige træner, Mitchell Whitmore. Der er lagt en plan, timet og tilrettelagt. På nær, supersprint distancen på 500 meter er målet i løbet af den kommende sæson at forbedre alle de personlige rekorder. Ét af punkterne i planen lyder på en 5.000 meter i tiden 6:21,90, vel at mærke på en europæisk lavlandsbane. Viktors nuværende bedste 5.000 meter er 6:22,37 fra Calgary i november 2015.
Et andet fokusområde bliver mellemdistancen, 1.500 meter. Denne distance er en meget vigtig brik i det puslespil som hedder VM Allround. I håbet på en kvalifikation til dette VM, samt drømmen om en god placering, vil der i de kommende måneder være fokus på netop Viktors 1.500 meter. “Det (1.500 meteren, red.) er noget af det jeg håber at kunne forbedre rigtig meget herovre. Så 1.500 meteren virkelig bliver hurtigere.”
Den hurtigste is på Jorden
Utah Olympic Oval, som Viktor Hald Thorups nye base hedder, bryster sig af at have “Den hurtigste is på Jorden”. Det kan blive en stor fordel for Viktor at vænne sig til en hurtigere is. Årsagen til at isen er hurtigere lige præcis her hurtige findes primært i at Salt Lake City ligger i 1.288 meters højde, hvilket giver mindre luftmodstand rundt på banen, end lavlandsbanerne. Derudover bliver der lagt mange timer i at finde formlen og de rette indstillinger når Zamboni-maskinerne kører over isen.
De hurtige baner har tidligere været en udfordring for Viktor da han har haft en begrænset træningsmængde på den hurtige is. Med de nye træningsforhold håber han at kunne vænne sig til de hurtigere omgangstider og øge sin topfart.
Når man spørger Viktor ind til fremtiden, er der efter to uger i Salt Lake City ikke nogen tvivl: “Hvis det fungerer, så vil jeg rigtig gerne fortsætte herovre (efter 18/19-sæsonen, red.). Jeg har stort set været den bedste eller den dårligste til alle træningspas. Så enten har jeg kunne få hjælpe, eller også har jeg kunne hjælpe de andre.”, afslutter Viktor med et smil på læben.
Utah Olympic Oval har også lagt is til flere verdensrekorder. Seneste i december 2017 da canadiske Ted-Jan Bloemen kørte 5.000 meter i tiden 6:01,86.
Det næste ISU-løb i Utah Olympic Oval er World Cup finalen der afholdes den 9.-10. marts 2019.