Elena Møller Rigas vil ikke være at finde på isen til den kommende sæson. Hun har valgt at indstille karrieren som speedskater, oplyser Dansk Skøjte Union i en pressemeddelse. I stedet vil hun nu fokusere på sin uddannelse i International Politik.
Efter mange år som inline-speedskater byttede Elena i 2010 rulleskøjterne ud med isskøjter og har siden 2014/15 været en del af senior World Cuppen. Det bedste resultat blev i december 2017 da hun til World Cuppen i Calgary, Canada, fik kørt den første danske World Cup medalje hjem med en 2.-plads i Mass Start. En sæson der, til trods for uheld, generelt endte flot for danskeren. Elena endte som nummer 6 på verdensranglisten efter endt World Cup. En placering der dog kunne have været bedre hvis det ikke havde været for en diskvalifikation i Holland efter lidt lettere tumult i feltet.
OL som mål
Elenas store mål de seneste sæsoner har været OL i Sydkorea, som hun gik ind til med blandt andet en 2.- og en 5.-plads i bagagen fra tidligere samme sæson. Drømmen endte dog i semifinalen da Elena missede en finaleplads på mindre end 0,1 sekund.
Elena fik dog lidt med hjem fra Sydkorea, i form af æren af at være fanebære ved åbningsceremonien.
“Jeg vil altid være beæret over, at jeg fik lov til at gå ind med Dannebrog ved OL i PyeongChang (…). Nu skal jeg tage hul på et nyt kapitel, hvor det er mit studie, jeg vil prioritere – i hvert fald de næste 3 år, hvor jeg færdiggør min Bachelor og min Kandidat i International Politik.”, udtaler Elena Møller Rigas til Dansk Skøjte Union.
Det danske landshold træner i Salt Lake City til den kommende sæson. Foto: Privatfoto
Med sommeren på hæld begynder den næste sæson for de danske speedskatere at banke på døren. Brødrene Stefan og Philip Due Schmidt samt Viktor Hald Thorup er for tiden i gang på isen i Salt Lake City, USA, med forberedelserne til den kommende sæson. 2019/20 kan gå hen at blive en historisk sæson for det danske landshold hvis det står til landstræner Jesper Carlson.
Vi har nogle rigtig, rigtig dygtige isskøjteløbere, og jeg er ret sikker på at vi godt kan lave en fantastisk teampursuit
De danske løbere har ved flere lejligheder vist at mass-start disciplinen hører til blandt spidskompetencerne. Blandt andet i december 2017 da Elena Rigas tog en World Cup sølvmedalje med hjem i netop mass-starten. Til vinter venter dog en ny udfordring for de danske drenge. Landstræner Jesper Carlson har nemlig udset sig disciplinen holdforfølgelse.
“Det er også for at vise at vi kan noget andet end mass-start. Og vi har tre drenge her som virkelig godt kan køre på skøjter, så det ville være dumt ikke at prøve.”
Holdforfølgelsen bliver kørt over otte omgange med tre løbere på holdet. Tiden der bliver noteret måles når tredjemanden krydser målstregen. Samme fremgangsmåde som vi kender det fra banecykling.
I mine øjne, hvor de er lige nu, så er det en fantomtid. Det er fandme flot kørt
Til vinter vil holdforfølgelsen kunne opleves til tre World Cups samt til VM, der køres i Salt Lake City. Idéen om dansk deltagelse i holdforfølgelsen har ligget i baghovedet hos landsholdet i de seneste sæsoner. Nu er det dog mere end en idé.
Fantomtid
I forbindelse med Desert Classic-løbet der blev afholdt 31. august – 1. september i Salt Lake City, skulle det nye hold for først gang prøve kræfter med et holdforfølgelsesløb. En weekend der i øvrigt om lørdagen havde budt på 1.000 meter samt for Viktor en 3.000 meter. Søndag bød først på Mass-start og efter blot 20 minutters pause blev der kørt holdforfølgelses-debut. Til trods for de svære vilkår var Jesper Carlson bestemt tilfreds med resultatet på 3 minutter og 51 sekunder. “I mine øjne, hvor de er lige nu, så er det en fantomtid. Det er fandme flot kørt. Også fordi de kørte den 20 minutter efter deres mass-start.” udtalte landstræneren søndag aften.
Da løberne er midt i et træningsprogram som ikke er løbsorienteret er det svært at sammenligne tiden med de tider vi ser til World Cups og verdensmesterskaberne. Derudover er isen på banen i Salt Lake City ikke klargjort til de helt hurtige runder. Men for at give en fornemmelse af tiden nævnes det her at holdforfølgelsen sidste år i Obihiro, Japan, blev vundet i tiden 3 minutter og 41 sekunder af det russiske hold. Jesper Carlson har en forhåbning om at der bliver kørt en holdforfølgelse i tiden 3 minutter og 50 sekunder, og det mål er nu inden for rækkevidde.
Plads til forbedring
Sommerens træning har været med fokus på holdforfølgelsen. Men til trods for en pæn tid var søndagens løb dog langt fra perfekt ifølge Jesper Carlson:
“Der blev lavet alle de fejl der skulle. Det er jo det der er fedt med træningsløb. Så kan man virkelig få arbejdet igennem.”
De kommende måneder vil løberne træne hver for sig med fokus på deres individuelle områder. Fra november, når World Cuppen begynder, vil holdet igen træne mere sammen, og med fokus på holdforfølgelsen. Forventningen er en kvalifikation til VM i februar, og hvis den kommer i hus, bliver hele januar dedikeret til optimering af netop holdforfølgelsen. For Jesper Carlson er målet med holdforfølgelsen dog ikke kun at holdet kvalificerer sig til VM.
“Vores mål det er en top 5 i år (til VM, red.). Så må vi se om vi kan bygge den derop til.”, lød det efter søndagens debut fra Jesper Carlson der tilføjer: “Med dagens løb så er den ret positiv.”
Så må vi se hvor langt vi når med den i år. Om den eventuelt kan indgå i et Team Danmark støtteprojekt
Her i slutningen af sommertræningen ser man fortrøstningsfuldt på den generelle form på holdet.
“De er på et højere niveau end de har været tidligere alle sammen. Også med den her teampursuit, det er en god tid at køre i september”
Håb om bedre støttevilkår
Foruden muligheden for at vise dannebrog frem på isen til vinter, er håbet for Jesper Carlson at en god placering til VM vil give en økonomisk gevinst i form af støtte fra Team Danmark. For nuværende modtager holdet støtte i mass-start disciplinen i håbet om en kommende OL-medalje.
“Vi har jo Mass-starten som vi er støttet i fra Team Danmark, så det er jo vores hovedprioritet. Men derudover har vi teampursuiten (holdforfølgelsen, red.) som et fælles mål. Og så må vi se hvor langt vi når med den i år. Om den eventuelt kan indgå i et Team Danmark støtteprojekt” lyder det fra landstræneren.
Den første mulighed for at prøve kræfter for alvor mod de andre World Cup hold bliver søndag den 24. november til World Cuppen i Tomaszów Mazowiecki, Polen.
Det er i Salt Lake City, i disse landskaber at Viktor Hald Thorup fremover kommer til at træne, sammen med det amerikanske landshold. Foto: Privatfoto
De seneste to uger, og resten af sæsonen ud (18/19), vil Team Oval Fast have endnu en skater på holdet. Viktor Hald Thorup har indgået aftale med amerikanerne om at bliver en del af deres træningsgruppe i sæsonen der så småt er ved at være i gang. Team Oval Fast er et amerikansk hold med base ved Utah Olympic Oval i Salt Lake City. Holdet består af udenlandske skatere, der er taget til USA for at træne fast. Holdet træner fast sammen med den amerikanske trump og derved når den samlede flok helt op på 20 skatere. Til at styre truppen på de 20 skatere står der i alt syv fuldtidtrænere. Derudover er der naturligvis også en række hjælpere til rådighed.
De sidste mange år har jeg været vant til at træne med et hold. Nu træner jeg på et hold
Det at havne på et hold med 20 skatere og syv trænere er noget af en kontrast for en dansk speedskater, der dog indtil videre er godt tilfreds med de nye træningsforhold, trods noget usikkerhed inden skiftet. “Jeg er ret skeptisk overfor forandringer generelt. Men jeg har eddermame været positivt overrasket. Det er ret vildt.”
Bruddet med Norge
Det er ikke første gang at Viktor Hald Thorup flytter fra Danmark for at træne. Han har tidligere boet i både Frankrig, for at træne på inline, og i det sydlige Tyskland for istræning. De seneste mange sæsoner har Viktor trænet sammen med den norske træningsgruppe, med Sondre Skarli i spidsen som cheftræner. Sondre Skarli forlod dog sit trænerjob med udgangen af 17/18 sæsonen, hvilket betød et trænerskifte. Den nye norske træner blev Bjarne Rykkje, der de seneste år har været træner i Holland for blandt andet Svend Kramer. Trænerudskiftningen på det norske hold betød at det var slut med at have internationale skatere med holdet. Det har ellers de seneste år været populært for internationale skatere, både fra store og små nationer at tilslutte sig det norske hold. Dermed var det også et farvel til nordmændene for Viktor Hald Thorup.
Erstatningen for Viktor blev så USA og Team Oval Fast.
Den amerikanske mentalitet
Efter at have været en del af Team Oval Fast i to uger, kan Viktor tydeligt mærke forskellen. “Det er meget personligt, med meget feedback. Man får meget opmærksomhed”.
Vil du have den OL-medalje, eller vil du ikke have den?
Da Viktor trænede med det norske landshold, fulgte han deres træningsprogram når han var på træningslejr med dem. Ellers har han måtte følge sit eget personlige program, sammensat af den danske landstræner, Jesper Carlson. Med sin plads på det amerikanske hold følger han nu kun ét træningsprogram. Et træningsprogram der dog adskiller sig fra hvad han er vant til. Tidligere har træningerne hovedsageligt bestået af cykling, inline, styrketræning og off-skate, som er øvelser der minder om skating blot uden skøjter eller inlinere under fødderne. I USA er træningstyperne blev mere varierede. Blandt andet inkluderet shorttrack-speedskating, samt en del øvelser til fods.
Det er ikke kun indholdet af træningsprogrammet der er nyt for Viktor. På det amerikanske hold gør trænerne meget ud af at motivere skaterne og pacer dem. “Den amerikanske mentalitet”, som Viktor Hald Thorup kalder det. Da der på sko skulle sprintes op af skihopbakkens 750 trin, stod der en træner for hvert 100. trin. Her stod de og råbte beskeder som “Kom nu, sidste omgang” og “Vil du have den OL-medalje, eller vil du ikke have den?”. Denne motivation er noget Viktor synes at kunne mærke gavnen af.
På “løbebånd” med 45 km/t
Efter flytningen er træningsfaciliteterne da også blevet forbedret for Viktor. Hvor han tidligere havde godt 500 kilometer til nærmeste træningsfacilitet med is, er der nu kun 500 meter. Utah Olympic Oval, byder dog ikke kun på adgang til is. Én af de faciliteter som Viktor tidligere har savnet adgang til er et stort rullebånd hvor skaterne på rulleskøjter kan få feedback på deres teknik. En af fordelene ved at køre på sådan et bånd fremfor på isen er at man fjerner luftmodstanden. Dermed kan man nemmere komme op på de høje hastigheder, og træne blandt andet kropsposition i de højde hastigheder.
6:21,90 på europæisk is
Ambitionerne for den kommende sæson er også noget af det som er ved at være på plads for Viktor, og hans personlige træner, Mitchell Whitmore. Der er lagt en plan, timet og tilrettelagt. På nær, supersprint distancen på 500 meter er målet i løbet af den kommende sæson at forbedre alle de personlige rekorder. Ét af punkterne i planen lyder på en 5.000 meter i tiden 6:21,90, vel at mærke på en europæisk lavlandsbane. Viktors nuværende bedste 5.000 meter er 6:22,37 fra Calgary i november 2015.
Et andet fokusområde bliver mellemdistancen, 1.500 meter. Denne distance er en meget vigtig brik i det puslespil som hedder VM Allround. I håbet på en kvalifikation til dette VM, samt drømmen om en god placering, vil der i de kommende måneder være fokus på netop Viktors 1.500 meter. “Det (1.500 meteren, red.) er noget af det jeg håber at kunne forbedre rigtig meget herovre. Så 1.500 meteren virkelig bliver hurtigere.”
Den hurtigste is på Jorden
Utah Olympic Oval, som Viktor Hald Thorups nye base hedder, bryster sig af at have “Den hurtigste is på Jorden”. Det kan blive en stor fordel for Viktor at vænne sig til en hurtigere is. Årsagen til at isen er hurtigere lige præcis her hurtige findes primært i at Salt Lake City ligger i 1.288 meters højde, hvilket giver mindre luftmodstand rundt på banen, end lavlandsbanerne. Derudover bliver der lagt mange timer i at finde formlen og de rette indstillinger når Zamboni-maskinerne kører over isen.
De hurtige baner har tidligere været en udfordring for Viktor da han har haft en begrænset træningsmængde på den hurtige is. Med de nye træningsforhold håber han at kunne vænne sig til de hurtigere omgangstider og øge sin topfart.
Når man spørger Viktor ind til fremtiden, er der efter to uger i Salt Lake City ikke nogen tvivl: “Hvis det fungerer, så vil jeg rigtig gerne fortsætte herovre (efter 18/19-sæsonen, red.). Jeg har stort set været den bedste eller den dårligste til alle træningspas. Så enten har jeg kunne få hjælpe, eller også har jeg kunne hjælpe de andre.”, afslutter Viktor med et smil på læben.
Utah Olympic Oval har også lagt is til flere verdensrekorder. Seneste i december 2017 da canadiske Ted-Jan Bloemen kørte 5.000 meter i tiden 6:01,86.
Det næste ISU-løb i Utah Olympic Oval er World Cup finalen der afholdes den 9.-10. marts 2019.
Team Danmark støtter fremover de danske speedskatere for et endnu bedre OL-resultat i 2022.
Der er i juni indgået en aftale mellem Dansk Skøjte Union og Team Danmark. Dette betyder at Dansk Skøjte Union får tilført lidt over 600.000 kr. alene i 2018 til udvikling af eliteskaterne.
Ét af punkterne i planerne for de danske speedskatere er at få en mere fast træningsbase. Eftersom der i Danmark ikke er én eneste bane til longtrack -speedskating, er man nødt til at kigge mod udlandet. Det er blevet besluttet at det danske hold primært skal holde til i Inzell, i det sydlige Tyskland.
Jeg er sikker på, det kan forbedre vores præstationer
Foruden tilførsel af økonomi, betyder aftalen også at de danske elite speedskatere kan benytte sig af testfaciliteter og ekspertviden hos Team Danmark.
I en pressemeddelse fra Team Danmark, udtaler Elena Møller Rigas: “Det betyder meget for os, at vi kan få adgang til ekspertstøtte og ny viden, og jeg er sikker på, det kan forbedre vores præstationer. Samtidig giver den økonomisk støtte os ro i maven, så vi kan fokusere på træningen og bedre muligheder for at komme på træningslejre, til World Cups, EM og VM”.
Aftalen løber frem til og med vinter-OL i Beijing i 2022, og skal hjælpe de danske skatere med at forbedre deres OL-resultater. Ved forrige OL i februar 2018 blev det blandt andet til en femte plads til Viktor Hald Thorup i fællesstarten.